Sommerfuglens værdikultur - de 5 principper

Indledning

Dette er en kort introduktion til Bostedet Sommerfuglens grundlæggende værdier og menneskesyn, skrevet til alle, der måtte være interesseret i vores arbejde og vision. Denne skrivelse er bygget op omkring de 5 centrale principper, som er omdrejningspunktet i vores hverdag på Sommerfuglen:

1. Vi er på besøg i borgerens hjem og hverdagen tilhører borgeren

2. Kærlighed er det mest basale emotionelle behov i ethvert menneske

3. Al forandring starter hos os selv.

4. Følelser er sociale, og vi vokser i fællesskaber

5. Værdibaseret ledelse er organisationens kompas

Bostedet Sommerfuglen har siden opstarten i 2004 haft en klar vision om, at det var netop disse værdier, der skulle være bærende i arbejdet. Dengang var den værdibaserede tilgang stadigvæk noget forholdsvist nyt, og da Sommerfuglen valgte eksplicit at benævne kærlighed, som en af de centrale værdier i det pædagogiske arbejde (og faktisk også i det kollegiale samarbejde), blev det af andre opfattet som banebrydende, ja måske endda af nogle som lige lovligt ”holistisk”. Sommerfuglen blev af flere beskrevet som et slags ”socialt eksperimentarium”, og mange var nysgerrige efter at høre, hvad det egentlig gik ud på. Nu, knap 20 år senere, er det heldigvis blevet langt mere mainstream at tale om værdier i socialt arbejde og kærlighed er rykket ind i diskursen –ikke mindst med begreberne empati og compassion. Når den værdibaserede tilgang er så vigtig for os, er det, fordi vi gerne vil være en organisation med integritet, etik og troværdighed: Sommerfuglen er og skal være institution, som beboere, pårørende og kommuner trygt kan vælge, fordi der er overensstemmelse mellem det, vi siger og det, vi gør. At være fast forankrede i disse værdier hjælper os til hele tiden at stille skarpt på det, som har betydning. Det fungerer som et styringsredskab, der giver ledere og medarbejdere en fælles ramme, et berigende fællesskab, og en større klarhed om, hvad der er det mest hensigtsmæssige i den konkrete situation; både når der skal handles hurtigt i forhold til at alle de små og store valg, den komplekse hverdag byder på, men også når der skal lægges mere langsigtede planer. Målet er altid først og fremmest at skabe det bedste hjem for vores beboere. Derfor er det afgørende, at både værdier og visioner har en tydelig plads i dagligdagen på Sommerfuglen. Den løbende dialog omkring vores forståelse og udmøntning af værdierne er helt central i vores faglige samtaler og udviklingsarbejde (se også Sommerfuglens værdikompas[indsæt link]).

Rent fagligt hviler Sommerfuglens pædagogiske praksis især på to tilgange, der supplerer hinanden:

1. Gentle teaching, som vil blive introduceret nedenfor samt

2. Integrativ Neuropædagogik, som Sommerfuglens pædagogiske medarbejdere er uddannet i (Integrativ Neuropædagogik VISS). Den integrative neuropædagogik tager udgangspunkt i aktuel forskning vedrørende hjerne, psyke, adfærd, handikap og evidensbaserede metoder. Vi bruger neuropædagogiske udredninger til at kortlægge beboerens styrker, kompetencer og funktionsnedsættelser fx angående opmærksomhed, kommunikation, motorik, sanseintegration, hukommelse, orienteringsevne og sociale færdigheder for bedst at kunne støtte beboeren og kompensere for evt. handicap og nedsat funktionsevne.

1. Vi er på besøg i borgerens hjem, og hverdagen tilhører borgeren

Dette betyder i praksis, at hverdagen tilrettelægges med beboernes behov og trivsel for øje. Den enkelte borger har retten til et frit liv inden for rammerne af det, som er muligt, og vores opgave er at guide og støtte dem til mest mulig trivsel, frihed og livskvalitet. Medarbejdernes tilgang til beboerne er respektfuld, lyttende og dialogsøgende, når vi på denne måde balancerer i krydsfeltet mellem at passe på dem (omsorgspligt) og samtidigt hjælpe dem til det liv, de ønsker sig.

Sommerfuglen er et bofællesskab, hvor beboerne - bl.a. på husmødet hver 14. dag – har medbestemmelse og kan komme med ønsker og forslag. Beboerne er også med til i fællesskab, at lave den husorden, som bedst kan danne rammen for et godt liv sammen.

2. Kærlighed er det mest basale emotionelle behov i ethvert menneske

Der findes mange typer kærlighed, herunder romantisk kærlighed og den kærlighed, vi føler for vores familie, venner, børn, naturen etc. Når vi bruger begrebet kærlighed på Sommerfuglen, har det fortrinsvis en psykologisk og pædagogisk betydning. Vi forstår kærlighed som det mest basale emotionelle behov hos ethvert menneske og mener, at kærlighed psykologisk set helt naturligt indgår i ethvert menneskes relations- og identitetsdannelse. Mange af vores beboere har på et tidligt tidspunkt oplevet svigt og nederlag i deres liv, og kan grundet deres funktionsnedsættelse have store udfordringer med at etablere og vedligeholde forhold til andre mennesker. Vi har derfor et stort fokus på det relationelle element, da gode relationer skaber tillid, en positiv stemning og bidrager til at etablere en grundlæggende ro i menneskers nervesystem.

”Professionel kærlighed kan kaldes næstekærlighed eller ’pædagogik med hjertet’. Det er de kærlige følelser, som pædagoger vælger at have dag efter dag på en tålmodig måde. Det er en form for at holde af, der ses ved, at man bliver glad og viser det…en kærlighed, som passer til det professionelle pædagogiske felt.” 

Psykologerne Else Bech og Jørgen Rønsholdt

Udgangspunktet for vores pædagogiske støtte er, at den enkelte beboer føler sig værdsat og elsket, og at han eller hun føler sig inkluderet i et positivt fællesskab. Målet er altid at skabe et helende miljø, hvor der naturligt opstår en familiefølelse og tryghed for den enkelte. Principperne for den daglige pædagogiske praksis på Sommerfuglen er baseret Gentle Teaching, der er udviklet af den amerikanske professor i psykologi John McGee. Gentle Teaching er et praktisk og filosofisk system, som skaber rammerne for en empatisk kultur, hvor udgangspunktet netop er, at mennesker skal støttes – ikke tilpasses. Her er kærlighedsbegrebet i spil ud fra ønsket om at møde borgeren, der hvor han eller hun er - og derfra hjælpe vedkommende til at hjælpe sig selv videre inden for nærmeste udviklingszone. I denne praksis kommer den kærlige tilgang særligt til udtryk ad følgende 4 kommunikationsveje:

  • Øjenkontakt

  • Nærvær

  • Stemmeføring

  • Berøring

Det grundlæggende mål med Gentle Teaching er, at den enkelte beboer føler sig anerkendt og værdsat og føler tryghed ved at indgå i et positivt fælleskab. Vi taler her om de fire søjler, som er at:

  • være sikker –at føle sig tryg og godt tilpas.

  • være elsket – føle at nogen holder af én.

  • være kærlig – opleve glæden ved selv at række ud og gøre noget godt for andre.

  • være med – opleve sig selv som en del af et positivt fællesskab.

3. Al forandring starter hos os selv.

Man kan sige, at Gentle Teaching er en slags hjerteorienteret relationspædagogik, hvor udgangspunktet er, at pædagogen eller omsorgsgiveren bruger sin egen empati og sit eget nærvær i mødet med beboerne. Pædagogen tager ansvaret for relationen og har erkendt, at al forandring starter med os selv. Med den varme vi viser i forhold til andre mennesker. Med vores villighed til at give - uden at stille krav om at få noget igen. Med vores vilje til at engagere os i de mennesker, som er skubbet lidt uden for samfundet. Det betingelsesløse element i relationen er derfor helt centralt. Vi ser ofte, at borgeren ændrer adfærd og udvikler sig gennem vores empati og kærlighed. Det er derfor helt naturligt, at vi i starten fokuserer på at opbygge en god relation. Konkrete metoder og interventionsmodeller kommer naturligt på banen senere, når tilliden er etableret, og vi kender borgeren bedre. Forskning viser, at empati og tillid bærer op til 80% af den positive udvikling i arbejdet med mennesker og diverse metoder kun omkring 20 %. Indsatsen omkring enkelte beboers positive udvikling hviler på den motiverende tilgang og er altid samarbejdsbaseret. Eftersom Gentle Teaching er en helhedssøgende filosofi, er det i princippet lige så vigtigt, at de kvaliteter, vi øver os i at have i vores kontakt med beboerne, også naturligt omfatter de relationer, vi har til hinanden som kolleger. Eller sagt på en anden måde, så kan de idealer, vi prøver at navigere efter i omsorgsarbejdet, kun udfolde sig og blomstre, hvis det også lykkes at implementere dem i personalegruppen. Man kunne sige, at en velfungerende personalegruppe er selve grundlaget for beboernes velvære. Derfor er det også vigtigt, at vi til stadighed er reflekterende, åbne og bevidste i forhold til, hvordan vi samarbejder og indvirker på hinanden. Gensidig tillid og gode samarbejdsevner er derfor kvaliteter vi vægter rigtigt højt.

4. Følelser er sociale, og vi vokser i fællesskaber.

“Vi er alle sammen født til at deltage i hinandens nervesystem, og det er derigennem vi udvikler os personlighedsmæssigt.”

Daniel Stern

Da vores beboere ofte på et tidligt tidspunkt har oplevet overgreb, traumer og svigt, er deres primære kærlighedstilknytninger under tiden ikke blevet fuldt udviklet. Samtidigt vil de ofte, grundet deres funktionsnedsættelse, have store emotionelle og kognitive udfordringer i forhold til at etablere og vedligeholde tilknytninger til andre mennesker. Den kendte traumeekspert Gabor Maté pointerer, at børn ikke bliver traumatiseret af at blive sårede, men derimod af at være alene med deres smerte. På Sommerfuglen tilstræber vi derfor altid at skabe en empatisk kultur, hvor beboerne bliver favnet både i deres glæde og smerte. Vi er overbeviste om, at den positive udvikling, vi ofte ser med vore beboere, i høj grad starter med vores familiære og empatiske atmosfære. Når beboerne føler sig trygge og værdsatte, kommer deres nervesystem i større ro. Dette påvirker deres trivsel og adfærd og nedsætter det helt naturligt konflikter og sammenstød i hverdagen. Vi ser derfor som oftest, at den enkelte beboer kommer til at fungere bedre med sig selv og i den sociale kontekst, han eller hun indgår i.

5. Værdibaseret ledelse er organisationens kompas.

For Fonden Sommerfuglen er det en klar forudsætning for en sund og empatisk kultur, at organisationen har en værdibaseret ledelse. Forudsætningen for, at de ovenstående fire principper kan omsættes i hverdagen, er, at ledelsen har forstået kærlighedens relationelle betydning og er i stand til at praktisere og formidle denne filosofi videre. Ledelsen skal være et tydeligt eksempel på den kultur, som fonden ønsker at fremme i organisationen. Man kan sige, at værdibaseret ledelse binder organisationens vision, mission og værdier sammen til en helhed. Men en værdibaseret social organisation kræver også engagerede og glade medarbejdere, der trives med et fælles formål og kan se sig selv i den kurs, der styres efter med Sommerfuglens værdikompas. Lederens empatiradius er således ikke begrænset til beboerne, men skal omfatte alle relationelle forhold, herunder medarbejdere, pårørende, eksterne samarbejdspartnere m.v. Særligt medarbejderne, som dagligt skal være med til at skabe kulturen, skal føle sig set, hørt og anerkendt af ledelsen og opleve en stor grad af arbejdsglæde og frihed i daglige arbejde. Frihedsbegrebet er helt centralt, fordi en værdibaseret kultur i højere grad er baseret på meningsgivende principper og tillid til medarbejderen fremfor regler og regulativer. I en værdibaseret organisation kan regler ofte være erstattet af samhørighed og et meningsfyldt og dialogbaseret fællesskab. Det er lederens opgave at inspirere medarbejderne til at være innovative, dynamiske og handlekraftige. Når lederen uddelegerer opgaver og ansvar, er det med en forventning om, at alle gør deres bedste, og at den enkelte har forstået stedets værdier, menneskesyn og kultur. Lederen skal følge engageret med i medarbejdernes arbejde uden at gribe unødigt ind, og bakke op om deres beslutninger, når disse udspringer af en værdibaseret og empatisk tilgang. Grundlæggende handler det om at aktivere den enkelte medarbejders potentiale, og samtidigt inspirere den enkelte til at lede sig selv på en sådan måde, hvor hjertets kompas viser retningen.