Kære dig der gerne vil bo på Sommerfuglen.

Søger du efter et nyt bosted og ikke helt ved hvad Sommerfuglen er for noget - så håber vi at du her på hjemmesiden kan se lidt mere om hvordan det er at bo på Sommerfuglen, og hvordan vores hverdag ser ud. Hvis du synes det vi har skrevet er svært at læse eller forstå, så ring eller skriv til os og aftal en tid hvor du kan komme og møde os. Du kan også komme og spise med, gerne sammen med dine venner eller familie.

Vi er et lille sted, med 2 hyggelige huse. Det ene hus kalder vi ”Gården”, og her bor der 8 personer i værelse eller lejlighed. Her har vi også et meget stort grønt område som vi er ved at omdanne til en slags park med en sø og forskellige aktiviteter. Det andet hus kalder vi ”Stationsvej”, og her bor der 8 personer i lejligheder med eget køkken og bad. De har en smuk have ned til en lille å. Begge huse ligger tæt på bus og tog forbindelser til hele Fyn, og kun ca. 15 min fra Odense.

Vi gør meget for at det skal være rart og hyggeligt at være her på Sommerfuglen - og vi har en hovedregel på Sommerfuglen - at vi aldrig taler dårligt om hinanden, men behandler hinanden med respekt.

Du kan få hjælp til alle de praktiske ting som du måske har brug for, det kan være tøjvask, hjælp til at styre dine pengesager, til at komme op om morgen og madlavning. Vi hjælper også gerne med at få dig i gang med arbejde eller skole.

Vi har også altid tid til en snak, hvis der er noget der trykker på og du har brug for at snakke om.

Hvis du akut mangler et sted at bo, er det en god ide at ringe til os først og høre om vi har plads, da vi ofte er fuldt besat. Husk også at snakke med din sagsbehandler om han eller hun synes det er det rigtige sted til dig.

Kærlig hilsen

Os på Sommerfuglen